Faarevejle Gods

Ehemals der größte landwirtschaftliche Betrieb auf Langeland und im Besitz größerer Adelsfamilien. Trotz seiner Renaissance-Elemente wurde das Hauptgebäude in den 1870er Jahren erbaut. Kein öffentlicher Zugang.

Das Hauptgebäude von Faarevejle Gods wurde in den 1870er Jahren vom Architekten A. H. Klein erbaut. Das Hauptgebäude ist dreiflügelig (wobei die Seitenflügel sehr kurz sind) mit geschwungenen Giebeln und einer roten Ziegelmauer, die von horizontalen Bändern aus Zementstein unterbrochen wird. Zusammen mit dem achteckigen Turm mit einem Spitzdach in der Mitte der Hauptfassade betonen diese Merkmale die Inspiration des Gebäudes aus der Architektur der Renaissance (ca. 1500-1650).

Faarevejle ist seit dem 14. Jahrhundert hier ansässig und hieß früher Farthevethla oder Fjordveile. Damals war die Westküste von Langeland von einer Vielzahl von Fjorden und Wiesen geprägt, die von der Küste ins Landesinnere führten, und auf einer Insel lag das Gut.

Heute sind die flachliegenden Felder des Gutes zu Wiesen umgewandelt, die von Deichen geschützt werden.

Faarevejles Besitzer

Die Familie Brock wird als erste Familie mit Faarevejle in Verbindung gebracht. Der adelige Niels Bock besaß den Hof von etwa 1300 bis sein Enkel Eske Jensen Brock ihn 1372 erbte. Eske saß im königlichen Rat und war einer der Vertrauten von Margrethe I. (1353-1412).

Eske Jensen Brock fiel währen einer Schlacht 1441 zwischen Christoffer III von Bayern (1416-1448) und einigen aufständischen Bauern.

I den efterfølgende tid er ejerrækken mere uklar, men muligvis har slægterne Hardenberg og Rønnow i fællesskab ejet Faarevejle, indtil den magtfulde Markvard Rønnow fra Sydfyn tog over. Sønnerne Joachim og Eiler arvede gården.

Eiler Rønnows barnebarn Mette Brahe bragte Faarevejle med ind i ægteskabet med Peder Marsvin. Deres søn Jørgen Marsvin og kone Anne Helvig bosatte sig faktisk fast på Faarevejle, indtil de solgte gården i 1648 - første gang gården blev handlet.

Hannibal Sehested (Christian IV's svigersøn) købte kortvarigt gården, men solgte videre til Christoffer Urne.

Faarevejle blev under svenskekrigene brugt som fæstning og yderligere forstærket med fire kanoner. Fæstningen faldt dog uden modstand til svenskerne, der udplyndrede området.

Gennem nok et par ægteskaber kom Faarevejle 1729 til Holger Skeel, der byggede et skolehus i Vindeltorp til bøndernes børn. Skeels sønner solgte Faarevejle til forpagter på Lykkehol Jørgen Hansen, hvis søn Niels Hansen var berømt for sit gode mejeri. Faarevejle var på det tidspunkt øens største landbrugsbedrift og Niels påbegyndte udskiftningen af fæstegårdene. Det var dog så bekosteligt at han blev således så forgældet, at Kronen overtog gården i 1820.

Kronen solgte i 1826 gården til den dygtige tyske landmand Ludvig von Cossel. Ved at dræne og kultivere engene fik gården mere dyrkbar jord. Peter Johansen de Neergaard købte i 1842 Faarevejle og fortsatte Ludvigs arbejde med at inddæmme og opdyrke engene.

I 1860'erne blev fæstegodset solgt og gården ændrede for alvor udseende da størstedelen af voldene blev fjernet og gravene fyldt med jord. Da sønnen Peter Poul Ferdinand de Neergaard i 1872 overtog, rev han den gamle hovedbygning ned og opførte det eksisterende hovedhus. Sammen med sin søn fortsatte han inddæmningsarbejdet og tillagde gården endnu mere jord og dermed bedre økonomi.